BellaUmbria.dk

daende

Etruskerne i midtitalien

Oprindeligt kom de fra Lydien – det der i dag er det vestlige Tyrkiet, Iran , Irak og det sydligste Grækenland. Men da Lydien lå under for hungersnød i knap 20 år, blev befolkningen delt ved lodtrækning og halvdelen tvunget til at imigrere! Derved kom de til Italien, hvor de hovedsageligt regerede fra ca 800 f.kr. Til ca 300 ef.kr hvor de blev en del af Romerriget.

Kært barn har mange navne; De kaldte dem selv ”Rasenna” , Grækerne kaldte dem ”Tyrenoi”(da de mødte dem på det Tyrenske hav) så valgte Romerne at kalde dem ” tusci” ( som senere gav navn til Toscana) eller ”Etrusci” og deres land  Etruria. Etruria lå mellem floderne Tiberen i syd og Arno i nord og var mod øst begrænset af Apeninerne – altså det der i dag er umbrien og Toscana. Området  bestod af 12 stater der havde et økonomisk og religiøst fællesskab. De samledes en gang om året i Fanum Voltumnae (idag neden for Orvieto) til politisk og religiøse ceremonier. Der var mange forskellige guder som vi kender det fra den Græske mytologi , templerne var ikke som i Grækenland lavet af sten men af træ med tegltag, derfor finder man idag kun få tempelrester.

Etruskerne havde en højt udviklet kultur, de var generelt mere teknologisk avanceret end deres naboer ; Romerne har lært meget om byplanlægning, ækvadukter, kloakering, veje og sanitet af Etruskerne. Økonomisk var de også foran; Udvinding og handel med forarbejdet metaller og meget fint og kunstnerisk keramik var nogle af deres stærke sider. De dyrkede oliven og lavede olie og det er Etruskerne vi kan takke for at have bragt dyrkning af vin til Europa!! Dygtige  krigere var de også og vandt flere slag mod Romerne. I samfundet var kvinder og mænd ligeværdige. Kvinderne kunne læse og skrive og holde taler offentligt, desuden havde de den direkte forbindelse til guderne, da de bar den skabende kraft! Man drak vin efter maden og hørte musik og så teater. Chiusi var hovedsæde i en af de vigtige 12 stater og ca 600 år f.kr. regerede en konge ved navn Lars Porsena, han var en dygtig hærfører og politiker; Chiusi blomstrende under hans herredømme og blev meget rig bl.a. ved indførsel af bom penge for sejlads på Chiana floden. Chiana floden var hovedtrafikåre ned gennem Chiana dalen fra Arno i nord og helt til Tiberen og Rom , ved Chiusi var den smal og der kunne kong Lars opkræve told. I Chusi blev der bygget borgmur til beskyttelse af indbyggerne ved belejring og et kæmpe ingeniør arbejde med underjordiske acquadukter blev gravet ud ved hjælp af slaver. Han belejrede Rom og satte en Etruskisk konge på tronen men efter et stykke tid blev der oprør og det blev starten til Rom som republik. Lars Porsena havde store planer for sit  gravmæle! Man har fundet optegnelser der tyder på at han ville have opført et kæmpe mausolæum fyldt med rigdomme; Guldæg, guldkalve, redskaber og kunst. Gennem tiderne er der blevet ledt, søgt og gravet masser af steder men man har aldrig fundet hans grav. Om hans folk i sidste ende bare har brændt ham og holdt fest for pengene eller om graven er blevet røvet og ødelagt efter få år står hen i det uvisse.

De tusinde selvmordsfluer og Vivaldi skandalen

…eller “Om det at arbejde i Italien” 
Tag jer ikke af titlen, den kommer der en hel ”næsten naturlig” forklaring på! De første to år vi entrerede her i Italien, nærmere bestemt Umbrien og Trasimenosøen prøvede vi lidt af hvert for at overleve rent økonomisk og selvfølgelig også for at blive integreret bedre. Jeanette skulle det vise sig, gjorde den store bedrift at udholde arbejdet på hotellet ved søen i samfulde 6 år hvor hun lavede morgenmad til gæsterne og gjorde rent bagefter på de 12 værelser,- Brava! Det var hotellet hvor campingpladsen også lå på samme adresse med Hr. Firben som øverste chef.

Vi var jo blevet anbefalet af politikeren fra Perugia Marco der var en bekendt af Hr. Firben som også havde hans ben solidt plantet i de politiske kredse i Umbriens hovedstad. Vi havde gjort os den ulejlighed at skrive en ansøgning på italiensk, hvilket var dødsvært efter kun et halvt års tid på italiensk jord. Med noget hjælp og megen møje og besvær fik vi lavet en fin ansøgning der gik meget på at vi naturligvis også ville tage manuelt arbejde og ike var bange for at bruge hænderne. Vi havde jo regnet med at alle vore uddannelser fra Danmark i hvert fald skulle komme os til gode her, 5 sprog, grafiske håndværker uddannelser,HH matematik, merkonom med mere. Vi måtte simpelthen være lige dem de søgte på stedet til at gøre en forskel for de mange udenlandske gæster der kom i løbet af sæsonen.

Sådan blev det ikke! Det skulle vise sig at der IKKE var brug for nogen der kunne gøre sig forståeligt overfor de udenlandske turister. Når jeg om morgenen med skovl og hakke gik igennem pladsen for at hakke en 15 meter rende i et cementgulv, blev jeg pænt hilst på af hollændere, tyskere, englændere og en gang imellem også af en enkelt dansker. De troede ganske enkelt at jeg var camping-bossen der var rundt for at se om der var nogen der ikke var stået op endnu, og så vankede der med skovlen hvis ikke de havde rensede negle og sad pænt ved forteltet med den fem dag gamle morgenavis fra landet langt langt væk mod nord. Hr. Firben tog aldrig denne tur på noget tidspunkt af dagen for at hilse på gæsterne , og når han endelig viste sig i golfvognen må de have troet at han var en af golf-nørderne der havde forvildet sig væk fra greenen på 18. hul. Jeg skulle passe på ikke at indlade mig på snak af nogen art, Hr. Firben kunne dukke op hvor som helst med golfvognen, og så skulle man helst se ud som om man var ved at omkomme i varmen (hvilket vi i virkeligheden også tit var) Lad mig lige præsentere min makker, mellemlederen Berto der var fra Equador, lille og tæt bygget med et sælsomt ansigt, mørkglødet men med høje kindben der var lidt lysere en resten af huden. Hvis I kan huske Monrad og Rislund....? Søren Rislund havde i en periode i deres shows en halvmaske på i en af hans mange figurer, sådan så Berto ud! Berto havde altid et stort smil på, morgen som aften, så selvom man var led og ked af at have renset lokummer i tre timer for derefter at skulle gøre rent på pladsen, så kunne man jo ikke lade være med at trække på smilebåndet når man mødte Berto i en krog i et forsøg på at være helt usynlig ved at camouflere sig som et pinjetræ. Masken og smilet afslørede ham dog altid, så også han skulle passe på med at stå stille og ikke blive opdaget af Hr. Firben.

Berto siger til mig: ”Så længe vi ser ud som om vi arbejder og har noget værktøj i hånden, så går det som regel” Et af de værktøjer vi altid havde med på pladsen var ”Zappaen” altså denne her hakke med et fladt blad for enden på ca.15 centimeters bredde, som jeg i starten ikke var særlig gode venner med. Berto så ud som om han var født med dette instrument i hånden (eller også var der en der havde sat sig på tværs i munden og det var hemmeligheden bag hans smil og høje kindben) og kunne bruge det til at blande cement med, hakke rødder over på træer, eller ordne en udendørs volley-ball bane med. Historien med volley-ball banen husker jeg specielt som en af de meget mindre gode oplevelser! Jeg blev sat til i 35 graders varme at hakke hele banen op, da der i efteråret, vinteren og i det tidlige forår var groet en del grønt op i sandet. Det hele virkede uoverskueligt men jeg blev ved også selvom det faktisk fik mig til til at blive rigtig dårlig flere gange i løbet af eftermiddagen. I den periode det første år på 3 måneder tabte jeg 15 kilo, hvoraf de fleste bekom mig vel at slippe af med, men de sidste var måske lige at går over stegen også fordi det var på så kort tid. Nogle belgiske fastliggere kunne se at jeg ikke havde et godt og lærte mig at drikke en ting som hedder ”Bitter Rosso” som ”varmt” kan anbefales at have i køleskabet også under ferien i Italien. Drikken der i den lille flaske minder om Campari (har ikke meget med hinanden at gøre) og går direkte i blodet, er uden alkohol og hiver dig op i løbet af sekunder når du går ”kold” i varmen. En af vore egne gæster har siden kommenteret drikken således, da jeg præsenterede den; ”Hvis den er uden alkohol Klaus, så kender vi den helt sikkert ikke” Den kommentar var jo ikke til at stå for, men de drak den nu alligevel uden at brokke sig yderligere. De selvsamme gæster har ferieret hos os her i Vaiano 3 gange og er bestemt nogen af de gæster vi sent glemmer.

Tilbage på pladsen kommer Hr. Firben nærmest løbende mig i møde da jeg er ved at slå græs på den store parkeringsplads; ”Klaus, du klipper for meget i samme spor!” Det var netop en af de ting jeg gik meget op i. Jeg kunne aldrig finde på at lave et arbejde dårligt med vilje, og havemaskinerne var jeg særdeles gode venner med. Ergo kører jeg med et let sving ud og efterlader en cirka 10 centimeter stribe frisk uklippet græs, hvilket selvfølgelig ikke behagede Hr. Firben der antog en anelse lilla kulør i ansigtet og begyndte at hoppe op og ned på stedet som en lille dreng der ikke kunne få sin vilje. Her taler vi altså om en mand stærkt på vej mod de halvfjerds! Jeg havde ingen intentioner om at yde førstehjælp med mund til mund metoden på Hr. Firben, så jeg tog en extra tur over det uklippede græs for at færdiggøre arbejdet korrekt og dermed demonstrere mine færdigheder. Hr. Firbens kulør ændrede sig til rent raseri og han drejede om på hælen tydeligvis meget utilfreds med mit arbejde. Jeg kan godt se bagefter at jeg skulle bare have taget hans ord i mig og undskyldt, det ville nok have gavnet mig mere, men med min danske baggrund og erfaringer på arbejdsmarkedet kunne jeg simpelthen ikke lade være med at ytre mig. En anden dag var jeg igang med kraftigt at beskære nogle træer inde mellem fire mobil-homes. Pladsen var trang og vi var for sent ude (som altid) med arbejdet da der allerede var masser af gæster på pladsen. Nu har jeg haft skov i Danmark og arbejdet der som hobby-skovarbejder i 13 år så jeg var på hjemmebane her. Igen kommer Hr. Firben da arbejdet ikke er færdiggjort i løbet af en halv time: ”Så stopper du med den sav, nok for idag med det pjat, og hvorfor er du ikke igang med skraldespandene” Jeg stopper saven og klapper hjemlen op, som jeg naturligvis havde medbragt hjemmefra og svarede: ”Jeg har gjort mit bedste herre, og kan kun være ét sted ad gangen” Hr. Firbens respons kom prompte: ”Se så at blive færdig, du er åbenbart ikke egnet til denne form for arbejde” Det var de sidste ord der fik kæden til at hoppe af for mig (altså ikke på saven) Jeg smed hjelmen på jorden og rykkede én gang i starteren på min 50 kubikker Jonsered sav (som jeg selvfølgelig også havde bragt med hjemmefra, da pladsens sav ikke ville være i stand til at skære en pakke lunken Lurpak smør over) Resolut gik jeg med 13.000 omdrejninger (altså savens denne gang) imod Hr. Firben, der tog et hop over nogle trækævler og forsvandt meget hurtigt uden et ord til afsked som han ellers plejede. Seancen gik for sig lige overfor mine belgiske kære fastliggere, som sad med frokosten i munden og øjensynligt var parat til at komme til undsætning til hvem der nu måtte have fået skåret nogle lemmer af. Der skete ikke mere, men det var typisk at det aldrig gavnede sig at lave et arbejde 100% Havde jeg nu bare klippet lidt hurtigt i nogle træer og slæbt det hele væk og gemt det ind under gulvtæppet, så var det OK. Det var også grunden til at vi havde hundrevis af arbejder som var halvfærdige og at vores tidsforbrug i øvrigt på den måde blev fordoblet lynhurtigt.

Efter den første sæson på pladsen var jeg langsomt ved at fatte systemet og krybe rundt i krogene som min makker Berto og undskylde vores langsomme arbejde med de knækkede redskaber og ødelagte maskiner. Til eksempel havde vi en buskrydder hvor ledningen til tændrøret var helt blottet. Hvis I har været på ferie ved Trasimenosøen i 2004/05 og set en mand med en buskrydder lave nogle spastiske hop, så kan det have været mig. Det kan også have været min makker Berto, men så var hoppene mere afdæmpede og manden smilte samtidig... Jeg fandt også ud af at tage rigeligt med appelsiner og sportsdrik med på arbejde, hvilket hjalp mig igennem de varmeste og hårdeste stunder i sæsonen. Min anden sæson på pladsen gik lidt nemmere. Forholdet til Hr. Firben var betydeligt forbedret, og jeg havde lært at holde min kæft (for det meste) når lokummet brændte,- Mens vi snakker om lokummer, så var det denne sæson at jeg havde tjansen med hele pladsens baderum og WC´er tidligt om morgenen klokken halvfem. Tidspunktet gjorde mig ikke noget, tværtimod! Mine tanker kunne få frit spil her om morgenen når alle gæster sov også medtaget Hr. Firben. Tre timer er dog ikke meget at bruge ene mand på en mellemstor campingplads´s toiletter og baderum, så resultatet blev derefter og slet ikke motiverende at efterlade et halvt arbejde. Toiletterne var i øvrigt ikke helt det man kunne kalde nordeuropæisk standard. Der var intet brædt på toilettet og ej heller papir, hvilket resulterede i at jeg et par gange måtte gøre rent efter en hollænder der med fingrene havde dekoreret toilettes vægge i en sær brun farve. Nu kan det godt være at denne hollænder var en efterkommer af Van Gogh og vedkommende var skidesur fordi der ingen papir var, men det gik altså ud over lille Klaus der helt alene skulle stå for ferniseringen af dette kunstværk og gøre det rent bagefter.

Nu kommer det med fluerne! Vi bliver i toiletafdelingen, nærmere bestemt baderummene hos damerne hvor der vel har været rundt regnet 25 håndvaske i brug i højsæsonen. I min lynhurtige gennemgang af vaskene med mit vidundermiddel ”afkalkeren” opdagede jeg at der var én bestemt vask midt i det hele der var fuld af døde bitte-små fluer. Der var helt sort af dem i vasken og kun i den ene vask der lå midt i vaskerummet. Meget mærkeligt tænker jeg og så begynder hjernen at arbejde, da den jo ret beset ikke har haft for meget at tænke på under rengøringen. I løbet af nogle dage holder jeg nøje øje med vasken og begynder at undersøge sagen, da det stadig kun er denne ene vask hvor fluerne ligger i. Inde ved mændene er der ikke noget, og vasken er af samme mærke og hvide porcelæn som de andre. Jeg gør grundigt rent i lofterne over denne vask da jeg vil til bunds i sagen. Der er intet der indikerer at der skulle være flere fluer netop der, man kunne måske ringe til rejseholdet- det er vel for pokker en campingplads...! Jeg bliver efter et par uger nødt til at kapitulere uden at finde årsagen, og det fortsatte sæsonen ud, I tror mig formentlig ikke, men det er ganske vist sådan det var. Efter at have måttet opgive at finde en naturlig årsag til at disse fluer hver morgen lå i netop denne ene vask begyndte min hjerne at finde på mulige forklaringer. Der er særligt én plausibel forklaring som jeg husker bedst; Forestil jer at de små fluer på pladsen var blevet enige om at toiletforholdene på pladsen var så dårlige at de måtte skride til handling, så de simpelthen var nødt til at begå kollektivt selvmord i denne ene vask. Altså lidt ligesom dem der i Moon-bevægelsen i USA blev fundet døde i deres køjesenge i orange træningsdragter og tennissko, liggende med pænt foldede hænder. Tanken betog mig. Hvilken gestus hver dag at lave et massivt kollektivt selvmord i en vask på damernes baderum, ved Trasimenosøen og hvem kan egentlig bebrejde mig at fantasien tager over når man ikke har andet at tænke på. Fluerne var, og er der formentlig stadig uvis af hvilken grund!

Der var i sandhed tid nok til at lade tankerne flyve, arbejdet var meget fysisk betonet og særdeles dårligt oganiseret. Min makker Berto havde lært igennem ti års arbejde på pladsen at al arbejde skulle gøres færdig indenfor en tidsramme der aldrig var kendt, men skulle fornemmes. Tit, eller skulle jeg sige, næsten altid blev vi afbrudt i arbejdet fordi Hr. Firben fandt på noget nyt der skulle laves. Jeg lærte at gøre mit bedste alligevel på den halve tid, skøjte hen over arbejdet og så glemme det bagefter. Vi havde en italiensk fastligger ”Cupio” der ind imellem hjalp når der var større projekter igang, ham havde vi faktisk en del sjov ud af; Cupio står og kigger på at Berto og mig river os i håret, da vi skal hakke et flise gulv op. Fliserne er øjensynligt af finere eller tvivlsom toscansk herkomst, og ifølge Hr. Firben skal hver og en af dem tages op hele, og bruges andetsteds. Arbejdet vil formentlig tage nogle dage og vi kan simpelthen ikke overskue hvad der sker når Hr. Firben kommer og ser at vi stadig står og kæmper med de første ti fliser. Berto er tydeligvis lettere irriteret og leder efter en lidt nemmere løsning. I et split sekund tager Cupio forhammeren som han har stået og lænet sig op ad, og smadrer den ned i fliserne! I løbet af 30 sekunder er halvfems procent af alle fliserne ødelagte. Cupio siger: ”Sådan! I kan jo altid sige at jeg kom for at hjælpe jer” Fantastisk, tre dages arbejde gjort på 30 sekunder. Jeg ånder lettet op, men kan se at Berto ser bekymret ud. Cupio griner højlydt og kort efter kluk-griner vi alle. Faktisk var det det eneste rigtige at gøre, men Berto turde ikke tage denne ”tunge” beslutning. Der skete ikke andet end Hr. Firben trak på skuldrene og gik igen da han så vores heltegerning.

Jeg går rundt bevæbnet til tænderne med mine redskaber, zappaen og en haverive, og leder efter den hurtigste måde at få det til at se ud som om hele pladsen er rengjort på halvanden time. Det er i foråret og der er nok at lave, alt gror uhæmmet og uden respekt for Berto og Klaus der kæmper med meterhøjt græs, slanger der endnu ikke har opdaget at campingsæsonen er igang og at de bør forsvinde inden en hollandsk gæst med et skrig opdager dem, og de mange katte der i vinterens løb er blevet efterladt, nu med killinger som vi skal tage stilling til hvor at gøre af. Der er en bestemt fugl der fløjter helt specielt, men jeg kan ikke se den. Den sidder helst oppe i pinjetræerne og der er det umuligt at få øje på den. I Italien findes der en del fugle som vi også kender i Danmark, og jeg nyder da at høre gråsspurvene og solsorten, der godt nok ikke synger på østjysk, men genkendelsen er klar og tydelig, og den gør mig glad. Næh, denne her fugl er anderledes og åbenbart ikke til at se, men fløjte det kan den! Dens sang er tydelig og temmelig ens hver gang den går igang, altid når solen er på sit højeste. Det minder mig om et eller andet, og pludselig går det op for mig; Det er jo Vivaldi ”De fire årstider” temaet. Joo den er god nok, det er de første otte toner,- Fabelagtigt, hvorfor har jeg ikke opdaget det noget før? Det er her det slår mig som et lyn fra en klar himmel; Vivaldi har sgu da hugget stroferne fra denne intetanende, uskyldige og helt igennem anonyme fugl. Skrapt nok! Jeg har godt nok oplevet at italienerne plagierer så det forslår sig, og påkræver sig ophavsretten bagefter. Velux vinduet er da italiensk og man er stolt af det, og fax maskinen er da lige opfundet i en kælder nær Firenze. Der bliver skubbet tons at papir igennem faxen med reklamer fra lokale virksomheder eller krydstogt rejser til Grækenland. Ophavsretten er efter min mening krænket på det grovesete i dette tilfælde, den lille fugl synger videre som den altid har gjort og hvem skal forsvare den i denne sag. Havde Frans af Asissi levet skulle han nok have taget affære....

Efter min anden sæson på pladsen købte vi vores nuværende hus her i Vaiano mellem Chiusisøen og Trasimenosøen, og jeg måtte forlade campingpladsen, Hr. Firben og Berto med blødende hjerte, for ikke at snakke om lønnen på de seks Euro i timen som jeg også måtte vinke farvel til. Jeg var med under restaureringen af huset som tog os trekvart år inden vi kunne byde vores første rigtige gæster velkommen på ”Poggio dei Laghi” Det var en fornøjelse at arbejde for sig selv henimod det mål som havde drevet os fra det gamle land højt mod nord. Efter den første sæson måtte vi dog erkende at vi ikke kunne overleve af vores tre lejligheder alene og Jeannetes løn fra hotellet, hvor hun sled i det dog med et stærkt forbedret forhold til Hr. Firben hvilket gjorde arbejdet lidt nemmere. Jeg skrev mig ind i en afdeling af ADECCO som formidler arbejde til dem der søger. Jeg kunne naturligvis (som før) ikke bruge alle mine papirer fra Danmark til noget, men der var et job på et supermarkeds-lager der distrbuerede dets varer til forretningerne i området. Her skulle jeg køre rundt med en lille gaffeltruck og hente varer efter en liste og stable det hele på paller. Trucken havde forrest motoren og mig stående bagved på et fører-brædt med et sæt gafler bag mig hvor der kunne være to EU paller på ad gangen.

Jeg kører desperat rundt med et langt udskrift på en ordre fra en forretning i Magione på 125 forskellige produkter der skal placeres på de to EUR paller der troligt følger efter mig på min nyopladede truck. Det er med at gøre sig umage, da vi jo er kendte i Magione,- Tænk hvis der på hylden med shampoo kommer til at stå en kasse afløbsrens og de finder tilbage til at det er Klaus der har hentet varen... Den er svær at styre denne truck de fæørste dage, og jeg skal hele tiden tænke mig godt om hvad det skal stå nederst på pallen og hvad der skal stå øverst; Altså ikke noget med at putte 4 kasser Classic Chips nederst og derefter komme 120 flasker udrikkelig Vino di Tavolo ovenpå. Jeg finder nu hurtigt ud af det, det drejer sig om først at finde varer tæt på hinanden der vejer meget og så putte lettere og lettere ting ovenpå for at ende med chip og bløde popcorn.

Vi er vel en ti til femten små trucks på hver tur, altså dag, aften eller nattur og to store trucks der fylder hullerne ud med varer når der er tomt. Man skal passe på ikke at køre ind i hinanden, for der er fart på italiernerne, eller skulle jeg sige: ”Bolivianerne, napoletanerne, sicilianerne, de lokale Perugia folk og så en enkelt dansker” Problemet med dette mix er at det italienske sprog får en helt særlig drejning. I Perugia og omegn tales der ”Perugino” som absolut ikke er helt nem at have med at gøre. Der er flere ord som er helt lavet om, hvis noget er ”Bello” så er det naturligvis ”Bulo” og verberne bliver kortet af og gjort uigenkendelige; Andiamo (Vi går) bliver naturligvis til Argimo. Efter nogle få dage er jeg dog blevet helt ferm til at styre trucken uden om, specielt napoletanerne der kører med en dødsforagt der får en ung dansk selv-realiserende snow-boarder uden for pisten med lavine varsel, til at ligne en lille dreng på kælkebakken ved børnehaven! Jeg kan ikke lade være med at beundre disse syditalienske ”store drenge” der ikke har kunnet finde arbejde i Napoli eller på Sicilien. De lever ganske enkelt fra dag til dag og uden omtanke for morgendagens komme. En af dem synger hele tiden, det gør de i øvrigt alle, men ham her er speciel og har talent. Han kører langsomt på ”autopilot” ned gennem palle-rækkerne mens han på en kendt folkevise digter om hans trælse hverdag: ”Jeg står her og arbejder langt fra min kæreste og mine kære derhjemme, chefen er ond og skal dø” Jo da! Den kan vist også synges på ”Marken er mejet” men det bliver nok ikke helt det samme...

Napoletanerne hader når der ikke sker noget og stopper mig hele tiden på trucken for at høre om de danske piger virkelig alle er blonde og vil have sex hele tiden. ”Jo! Den er go´ nok” forsikrer jeg dem om. Jeg kunne ikke drømme om at tage denne illusion fra dem, vi andre ved da at der også er mørkhårede piger i Danmark. Hvis der er gået et par timer uden nogen form for uheld eller spontane events, så finder de simpelthen selv på noget som denne aften da en af de unge napoletanere med stor fart og hævede gafler bakker ind i pallereolen med mel. En palle på 2 meters højde med et kilos pakker vælter og den unge napoletaner kaster sig på cementen og vrider sig som en anden italiensk fodboldspiller der er blevet frataget bolden og dermed også hans stolthed. Stor ståhej og chefen bliver tilkaldt, alle kommer ilende til for at forklare at pallerne med mel er alt for høje når der skal tages fra dem. Det hele ender i ingenting og napoletanerne har fået et tiltrængt øjeblik med liv og opmærksomhed.

Efter denne tre måneders tur på lageret skulle vi lave kontrkt med selskabet og selvfølgelig gå ned i løn til seks euro i timen som alle de andre. Ved bureauet de første måneder fik vi et par euro mere, men det var altså måden de rekrutterede folk på. Jeg skulle køre små tyve kilometer hver vej og besluttede at vi måtte kunne få det til at løbe rundt ved at satse mere på vores egen virksomhed, bare vi kunne få nok gæster til at komme herned.

Tak til Berto på campingpladsen, og de skøre unge livsglade napoletanere der gjorde det hele lidt nemmere!

Om det at flytte

Danmark er et trygt sted at være, altså set sådan lidt fra oven! At danskerne skaber en masse problemer for sig selv, spolerer børnene, bliver skilt, spiser alt for dårlig mad og gennemgående drikker for meget, det er alle selvvalgte ting som velfærdssamfundet har gjort muligt. Økonomisk sikkerhed, velordnede arbejdsforhold og løn, varme i husene og en del offentlige kontorer der trods nedskæringer stadig er venlige og ser borgerne som kunder og derfor giver en god og hurtig service, det er ting vi som danskere bør påskønne i forhold til resten af verden. Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo, jeg vil prøve at fortælle hvad der kan få en dansk kernefamilie til at klippe den store snor, sælge alt og køre sydover til midtitalien uden andet end et halvt års leje af en lille lejlighed og solen som garanti.

Vi havde det jo godt på en gård ved Skanderborg i samfulde 13 år hvor vi boede der. Der var både traktor, masser af gode dyr og gode naboer sådan som det bør være på landet. Der var også 2 voksne fuldt okkuperet af deres arbejde, 100 procent effektivitet og ikke ret megen tid til børnene sådan som det jo desværre er for en del familier i Danmark. Problemer i skolen var der nok af, de sidste år havde vi skattevæsenet i hælene fordi vi i god tro forsøgte at køre virksomhed med hesteopstaldning, naivt vil nogen måske sige, men i hvert fald gjorde vi hvad vi kunne, men desværre uden held.

Vi to voksne har altid haft udlængsel lige siden vi lærte hinanden at kende på teknisk skole i Århus, hvor vi begge fik vores grafiske uddannelser. Vi var begge enige om at tiden var inde hvis vores to børn på 10 og 13 år skulle flyttes til et andet land, et nyt sprog og en helt anden kultur. Vi havde taget et par ture sydover og kigget lidt på ejendomme hernede uden det store held, og med priser der helt sikkert var specielt beregnet for udlændinge! Vi var klar over at vi måtte blive en del af livet hernede hvis vi skulle kunne starte noget op på egen hånd. Beslutningen blev taget, og vi forberedte os koncentreret i godt et år, tog en VUC italiensk (den kan godt anbefales) Da den er eksamineret er der et pensum der skal overholdes, hvilket gør en forskel. Vi fik via nettet en kontakt i Umbrien der igen kunne sende os videre til en dansk dame bosiddende ved Perugia der er hovedbyen her i Umbrien. Vi kan kalde hende Johanne er ikke en Fru, ”hvem som helst” Sjællænder fra det bedre borgerskab med hang til gode manerer ved spisebordet, selskabsmiddage og formiddagsro. Vi aftalte at mødes i Gilleleje hvor hende og hendes mand Ramazzotti der er ærkeitaliener ville se hvem vi var. På havnen i Gilleleje kom Johanne os i møde med udslåede arme, stort rødt sjal og Gucci briller der ikke kunne overses. Nu er det sådan at Johanne har boet i Italien i over 40 år, så naturligvis er hun på mange områder meget italiensk, men alligevel,- Johanne hjalp os af hjertet og gør det stadig, vi er hende dybt taknemmelige for hendes omsorg og bekymring for vores velbefindende. Hun var også fuld af formaninger, og er det til stadighed hvilket vi ikke altid kan forliges med, men det gør ikke så meget nu da vi kender hende. Vi blev hjulpet til et lejemål på et halvt år, hvilket så skulle give os tid til at få børnene i kommunal skole, få nødvendige papirer i orden og forhåbentlig at finde arbejde.

Deruta hedder byen lige syd for Perugia ved E45 (sjovt ikke) hvor vi skulle bo. Byen er som de fleste byer i Umbrien fra middelalderen beliggende godt oppe i terrænet med en indre bymur som beskyttelse mod omverdenen. Deruta er især kendt for sin produktion af keramik igennem mange generationer. Keramikken er speciel med høje håndværksmæssige traditioner der er holdt intakt selv i dag. Kommer man forbi kan vi anbefale at smide ankeret ud og kigge forbi en tirsdag formiddag hvor der er marked, så kan man jo lige få det med også. Nå,- men vi vidste jo ikke noget om Deruta andet end at vi havde lejet en lejlighed, og Johannes ord for at stedet var OK. Vi allierede os med vores særdeles gode ven Walter fra Tyskland. Walter kørte fra Hannover til Skanderborg, læssede bilen med vores møbler, kørte tilbage til Hannover hvor vi alle overnattede, for dagen efter at fortsætte sydover mod det midtitalienske. Da vi endelig langt om længe den 3. august 2003 i 40 graders varme ankom til Deruta kunne Walter ikke komme ned ad ”Via El Frate” med lastbilen da der ganske enkelt ikke var plads. Nå, men vi kunne da gå ned og kigge på lejligheden og prøve at finde på en løsning imens. På ægte italiensk vis passede den udleverede nøgle naturligvis ikke, så vi satte os på et par flyttekasser håbløse og fortabte i den bagende sol. Vores nye naboer begyndte hurtigt at komme ud af deres huler for at se hvad der skete og vi prøvede med få gloser og tegn at forklare vores nød. I løbet af kort tid var det halve af den indre bydel samlet for på skift at prøve nøglen der på mystisk vis ikke blev bedre af at nr. 12 kom og prøvede at låse op. Vi følte os allerede dengang meget velkomne af naboerne, det er i det hele taget et typisk træk for midtitalienerne altid at ville hjælpe hvor der er behov! Vi fik sidst på dagen fat i ejendomsmægleren i byen der lå inde med en extra nøgle som passede, vi fik også fat i en lokal mand med en lille ladbil der kunne hjælpe os med at omlade lastbilen. Vi glemte helt at aftale en pris med manden inden vi gik i gang, så den lektie kom vi prompte til at betale for. Dagen efter returnerede Walter til Hannover, og så kan vi vist ikke takke ham nok for den dåd!

Vores tid i Deruta gik rigtig godt omend det var svært at sende børnene i skole den første dag i den kommunale skole, og vi havde store problemer med at få vores italienske papirer i orden, men mere om det senere. Igennem vores trofaste Fru Johanne fik vi kontakt med en lokal-politiker fra Perugia der er en nær bekendt af familien Hanne. Marco er et livstykke uden sammenligning, lille men meget tæt bygget og med en beslutsomhed der ikke er til at sige imod. Vi har ved flere lejligheder set ham, trods den lave højde, at forcere afspæringer ved immigrationsmyndighederne uden at tænke på hvad de skarpt bevæbnede politifolk på stedet ellers kunne finde på. Marco kender alle betydningsfulde mennesker i området, og skal altid hilse på alle på hans vej, til eksempel også hans medtrafikanter i Perugia der tit får en ikke så pæn hilsen med hele armen ud af vinduet, og med livet som indsats. ”De kører sindsygt de italienere” siger Marco ham selv undtaget- Jeg har faktisk alt for hurtigt vænnet mig til trafikken her i Italien, men at køre med Marco det vænner jeg mig aldrig til!

Igennem Marco fik vi kontakt til en politisk magnat her i området, der udover at være politiker også er overhoved for en organisation af turistvirksomheder rundt om Trasimenosøen. Hr. Firben som kan kalde ham har doktortitel, i hvad ved vi ikke, men det er i hvert tilfælde ikke i proaktiv tænkning eller fordi han kan lide gæster på hans campingplads. Min kone og mit forhold til Hr. Firben har ikke altid været helt godt, men lad os bare sige at for tiden kører det fint og vi har da også en del at takke ham for i den tid der er gået. Vi fik begge arbejde på hans campingplads og hotel ved Trasimenosøen, min kone med at gøre rent på hotellet samt servere morgenmad for gæsterne der, og jeg som pladsmand på campingpladsen med 3 swimmingpools og masser af grønne områder at holde. Dette arbejde medførte endnu en flytning for den lille kernefamilie denne gang til Trasimenosøen, nye skoler for vores to børn og en husleje der skulle betales til vores nye arbejdsgiver. Huset vi havde lejet af Hr. Firben var godt nok et særsyn oppe af en bakke med en udsigt over søen der fik alle til at tabe vejret, men også beregnet til at bebo om sommeren, hvorfor vi hurtigt fik bugt med 1000 liter fyringsolie og måtte ty til kaminen der var 3 meter bred og med god plads til at sidde i (I har ikke læst forkert) Vinteren det år var kold i Italien og vi frøs godt og grundigt de første måneder af året, børnene havde svært ved at vænne sig til det nye skoleskift og arbejdet på campingpladsen gik mildt sagt ikke helt som vi havde forventet. Jeg tabte mig i løbet af sæsonens første 3 måneder 15 kilo og måtte ty til helt extraordinære sportsdrikke, masser af appelsiner og vand i uhørte mængder. Hr. Firben var så venlig at sætte huset til salg i den periode vi var der så vi måtte fra tid til anden vise mulige købere rundt, men om ikke andet fik vi da gjort huset rent. Hen over sommeren var huset blevet lejet ud nogle uger i juli til en hollandsk familie, hvilket betød at vi måtte stille alle vore møbler ned i kælderen og flytte midlertidigt ned på campingpladsen til en lille gammel forfalden hytte med små dyr der gnavede i væggene. Der var ingen plads men det gik alligevel også selvom vores søn fik besøg af en dansk kammerat. Det var jo sommer og jeg kunne vælte ud af sengen og gå direkte på arbejde, men som sæsonen gik blev vi voksne mere og mere triste da vi begge ikke følte os særligt trygge ved arbejdet. Vi flyttede kortvarigt tilbage til Hr. Firbens store feriehus, blot for at blive enige om at det ikke kunne gå sådan at være i lommen på chefen, ved at bo til leje hos ham. Vi fandt ved gode hollandske venners hjælp et lille fint hus i byen til leje, og dette markerede en stor ændring i vores forhold til Hr. Firben som vendte på en tallerken og blev meget venlig overfor os. Det lille hus var godt nok lille, og vores søn og datter måtte dele værelse (14 og 11 år) Det siger næsten sig selv at dette ikke kunne gå i længden med to kamphaner side om side, som om de ikke havde nok at slås med i skolerne og med at etablere deres netværk af italienske kammerater. Huset havde en lang smal have med et par frugttræer og plads til at sætte et lille net op til en gang volleyball, så det reddede en del at der var plads, både til børnene og til at spise ude om aftenen. Vi havde et par ”sjove” naboer, til den ene side Franco og hans familie- søde mennesker der altid ville hjælpe når der var behov for det. Franco havde som pensioneret tid tilovres til at passe en temmelig stor have med alt hvad hjertet begærer af grøntsager, frugter og andet godt fra den italienske urtehave. Til den anden side boede Bruno og Bruna, der var en gammelt ægtepar der havde svært ved at klare det alene. Bruno var dårligt gående, så ikke så godt og var svær at tale med, men virkede ellers meget rar. Bruna var derimod temmelig meget i live, men ikke helt rask oven i hovedet så der var ansat en polsk dame til at passe de to gamle og bo ved dem. Eva, hed polakken der passede de gamle, hun havde det svært først og fremmest fordi hun ikke kunne mange ord på italiensk, og også fordi Bruna ikke var flink ved hende. Bruna havde det med at vågne midt om natten og tro at det var morgen, og ville derfor i gang med at lave mad. Eva forklarede at det var midt om natten og at de skulle gå i seng igen, men Bruna truede med en stor køkkenkniv og det endte med at Bruna løb rundt om køkkenbordet efter Eva med den store køkkenkniv. Eva fik sig forskanset på sit værelse med låst dør, men sov ikke godt resten af den nat. Dette er et typisk eksempel på hvordan de gamle der ikke kan klare sig selv her på landet, enten må forlade sig på de pårørende der bor i nærheden, eller have en som Eva til at passe på sig. Det var naturligvis ikke spændende for Eva at fortsætte arbejdet og det endte også med at hun måtte flygte derfra i al hast. Vi kører tit forbi det lille gule hus og har hørt at Bruno er død, så har han i det mindste fred vi håber så sandelig også at Bruna er kommet et sted hen hvor der er sikkert at være for alle (vi håber da hun er i live og har det godt!).

Lige fra vores tid i Deruta og til det lille gule hus havde vi set flere hundrede huse som mulige steder hvorfra vi kunne bygge en base for os selv. Vi så campingpladser, pizzabarer, ruiner og talrige store agriturismer til mange millioner danske kroner – vi faldt da også for et af disse store steder med det hele klargjort lige til at flytte ind i og starte virksomhed med ferielejligheder fra. Stedet lå i det nordlige hjørne af Umbrien mellem Gubbio og GualdoTadino med en udsigt der fik en til at tabe vejret. En pris på godt 800.000,- Euro kunne dog ikke finansieres trods de danske bankers tilkendegivelser inden vi tog af sted. Måske var det godt nok at vi ikke kom derop, uden naboer og langt til skole og andre ting. Ægteparret med to store børn ville netop derfra primært fordi deres børn ikke kunne klare at være langt væk fra alting. Nå men vi havde det jo godt i det lille gule hus trods trang plads for os alle, det der nagede os var at vi endnu ikke havde fundet det rette for os, og at alle banker tilsyneladende ikke ville være med til noget som helst. Her i Italien skal man have to gode jobs for at kunne låne noget som helst, og i Danmark måtte vi ligeledes skuffes med negativt svar. I december 2004 var vi således temmelig desperate og billige til salg hvis der skulle have kommet nogen forbi med en flybillet til Danmark. Vi ledte i blinde efter små pizzabarer hvor vores sparepenge kunne række, men var samtidig klar over at det egentlig ikke var det vi ledte efter- vi ville have vores eget lille sted hvorfra vi kunne have gæster fra nær og fjern.

Jeg tror nok at vi fandt en lille brochure fra en ejendomsmægler og sådan kom vi til at snakke med Rolando. Den ældre herre der sad foran os var særdeles pænt klædt på og med hans bølgende krøller og 70`er solbriller lignede han absolut ikke en mand faretruende nær de 70 år. Vi kom godt i snak med ham, og det viste sig at han engang havde haft en dansk kæreste, måske har det et eller andet sted rørt ham i forhold til os. Rolando har siden sagt at han tabte hans hjerte til os, så et eller andet må vi have gjort. Vi så temmelig mange huse sammen med Rolando, nogle pæne steder, nogle ruiner og noget andet skrammel der ville få selv den mest hærdede campist til at forlade stedet øjeblikkeligt. Rolando nævnte flere gange at der jo også var hans eget hus ved de to søer, så vi tog med ham ud på en råkold decemberdag. Ved første øjesyn var vi ikke så begejstrede, og det var slet ikke som vi forestillede os et hus til danske gæster. Min kone Jeanette gik hjem og tegnede huset sådan som det kunne komme til at se ud og herefter var vi ikke i tvivl om hvor vi ville bo! Det tog 6 måneder at forhandle med Rolando og med stor hjælp fra familien kunne vi starte indflytning i juli 2005. Denne flytning forekom mig meget lettere end nogensinde før, også selvom vi måtte køre i fast rutefart i en Mitsubishi Carisma + en meget lille trailer der normalt var beregnet til to eller tre får. Vi sendte børnene på velfortjent ferie i gamle Danmark så vi kunne etablere os inden de kom tilbage. Vi havde fået nøglen til ”vores” lejlighed eller i det mindste èn af dem… Rolando gav ikke sådan sit barndomshjem fra sig natten over! Han fik også lov til at tage et bad en gang imellem i det der før var hans lejlighed, men til sidst efter 3 uger blev vi nødt til at sige til ham at han måtte få fjernet de møbler han skulle bruge så vi kunne komme ordentlig i gang med restaureringen af huset. Dette resulterede i at Rolando forskansede sig i hans gamle værksted hvor han før havde lavet olie og honning, stillede dobbeltseng op og tilsluttede køleskab og komfur. Dette blev i løbet af ganske kort tid mere end rigeligt nok for os, da han også blandede sig i de nyligt ankomne mureres arbejde samt fik os alle til at danse rundt og blive gale, og ingen af os fik rigtig lavet noget i den periode. En dag eksploderede det og vi måtte smide Rolando på porten. Jeg begyndte at sætte hans ting ud på plænen og smadre hans porcelæn fra lejligheden i ren arrigskab. Vi skiltes uden forsoning, men i det mindste forstod han til sidst budskabet og forlod endelig skuepladsen, så vi andre kunne arbejde i ro. Vi er siden blevet gode venner igen, og Rolando kommer af og til og besøger os for at fortælle historier fra dengang, og give os særdeles gode råd om hvad vi burde gøre og hvad vi burde have gjort. Sådan et besøg på en time kan vi sagtens klare uden at gå helt op i limningen.

…Og sådan har vi flyttet denne lille danske kernefamilie 5 gange på godt 2 år, altså helt flyttet langt væk fra alt hvad vi kunne kalde ”normalt eller trygt”. Hvis man spørger mig i dag vil jeg sige at jeg ikke har fortrudt èt minut af dette eventyr vi er taget på, og at vi som familie er vokset sammen på en måde der ikke var mulig i gamle Danmark.