…eller “Om det at arbejde i Italien”
Tag jer ikke af titlen, den kommer der en hel ”næsten naturlig” forklaring på! De første to år vi entrerede her i Italien, nærmere bestemt Umbrien og Trasimenosøen prøvede vi lidt af hvert for at overleve rent økonomisk og selvfølgelig også for at blive integreret bedre. Jeanette skulle det vise sig, gjorde den store bedrift at udholde arbejdet på hotellet ved søen i samfulde 6 år hvor hun lavede morgenmad til gæsterne og gjorde rent bagefter på de 12 værelser,- Brava! Det var hotellet hvor campingpladsen også lå på samme adresse med Hr. Firben som øverste chef.
Vi var jo blevet anbefalet af politikeren fra Perugia Marco der var en bekendt af Hr. Firben som også havde hans ben solidt plantet i de politiske kredse i Umbriens hovedstad. Vi havde gjort os den ulejlighed at skrive en ansøgning på italiensk, hvilket var dødsvært efter kun et halvt års tid på italiensk jord. Med noget hjælp og megen møje og besvær fik vi lavet en fin ansøgning der gik meget på at vi naturligvis også ville tage manuelt arbejde og ikke var bange for at bruge hænderne. Vi havde jo regnet med at alle vore uddannelser fra Danmark i hvert fald skulle komme os til gode her, 5 sprog, grafiske håndværker uddannelser, HH matematik, merkonom med mere. Vi måtte simpelthen være lige dem de søgte på stedet til at gøre en forskel for de mange udenlandske gæster der kom i løbet af sæsonen.
Sådan blev det ikke! Det skulle vise sig at der IKKE var brug for nogen der kunne gøre sig forståeligt overfor de udenlandske turister. Når jeg om morgenen med skovl og hakke gik igennem pladsen for at hakke en 15 meter rende i et cementgulv, blev jeg pænt hilst på af hollændere, tyskere, englændere og en gang imellem også af en enkelt dansker. De troede ganske enkelt at jeg var camping-bossen der var rundt for at se om der var nogen der ikke var stået op endnu, og så vankede der med skovlen hvis ikke de havde rensede negle og sad pænt ved forteltet med den fem dag gamle morgenavis fra landet langt langt væk mod nord. Hr. Firben tog aldrig denne tur på noget tidspunkt af dagen for at hilse på gæsterne, og når han endelig viste sig i golfvognen må de have troet at han var en af golf-nørderne der havde forvildet sig væk fra greenen på 18. hul. Jeg skulle passe på ikke at indlade mig på snak af nogen art, Hr. Firben kunne dukke op hvor som helst med golfvognen, og så skulle man helst se ud som om man var ved at omkomme i varmen (hvilket vi i virkeligheden også tit var) Lad mig lige præsentere min makker, mellemlederen Berto der var fra Equador, lille og tæt bygget med et sælsomt ansigt, mørkglødet men med høje kindben der var lidt lysere en resten af huden. Hvis I kan huske Monrad og Rislund….? Søren Rislund havde i en periode i deres shows en halvmaske på i en af hans mange figurer, sådan så Berto ud! Berto havde altid et stort smil på, morgen som aften, så selvom man var led og ked af at have renset lokummer i tre timer for derefter at skulle gøre rent på pladsen, så kunne man jo ikke lade være med at trække på smilebåndet når man mødte Berto i en krog i et forsøg på at være helt usynlig ved at camouflere sig som et pinjetræ. Masken og smilet afslørede ham dog altid, så også han skulle passe på med at stå stille og ikke blive opdaget af Hr. Firben.
Berto siger til mig: ”Så længe vi ser ud som om vi arbejder og har noget værktøj i hånden, så går det som regel” Et af de værktøjer vi altid havde med på pladsen var ”Zappaen” altså denne her hakke med et fladt blad for enden på ca.15 centimeters bredde, som jeg i starten ikke var særlig gode venner med. Berto så ud som om han var født med dette instrument i hånden (eller også var der en der havde sat sig på tværs i munden og det var hemmeligheden bag hans smil og høje kindben) og kunne bruge det til at blande cement med, hakke rødder over på træer, eller ordne en udendørs volley-ball bane med. Historien med volley-ball banen husker jeg specielt som en af de meget mindre gode oplevelser! Jeg blev sat til i 35 graders varme at hakke hele banen op, da der i efteråret, vinteren og i det tidlige forår var groet en del grønt op i sandet. Det hele virkede uoverskueligt men jeg blev ved også selvom det faktisk fik mig til til at blive rigtig dårlig flere gange i løbet af eftermiddagen. I den periode det første år på 3 måneder tabte jeg 15 kilo, hvoraf de fleste bekom mig vel at slippe af med, men de sidste var måske lige at går over stegen også fordi det var på så kort tid. Nogle belgiske fastliggere kunne se at jeg ikke havde et godt og lærte mig at drikke en ting som hedder ”Bitter Rosso” som ”varmt” kan anbefales at have i køleskabet også under ferien i Italien. Drikken der i den lille flaske minder om Campari (har ikke meget med hinanden at gøre) og går direkte i blodet, er uden alkohol og hiver dig op i løbet af sekunder når du går ”kold” i varmen. En af vore egne gæster har siden kommenteret drikken således, da jeg præsenterede den; ”Hvis den er uden alkohol Klaus, så kender vi den helt sikkert ikke” Den kommentar var jo ikke til at stå for, men de drak den nu alligevel uden at brokke sig yderligere. De selvsamme gæster har ferieret hos os her i Vaiano 3 gange og er bestemt nogen af de gæster vi sent glemmer.
Tilbage på pladsen kommer Hr. Firben nærmest løbende mig i møde da jeg er ved at slå græs på den store parkeringsplads; ”Klaus, du klipper for meget i samme spor!” Det var netop en af de ting jeg gik meget op i. Jeg kunne aldrig finde på at lave et arbejde dårligt med vilje, og havemaskinerne var jeg særdeles gode venner med. Ergo kører jeg med et let sving ud og efterlader en cirka 10 centimeter stribe frisk uklippet græs, hvilket selvfølgelig ikke behagede Hr. Firben der antog en anelse lilla kulør i ansigtet og begyndte at hoppe op og ned på stedet som en lille dreng der ikke kunne få sin vilje. Her taler vi altså om en mand stærkt på vej mod de halvfjerds! Jeg havde ingen intentioner om at yde førstehjælp med mund til mund metoden på Hr. Firben, så jeg tog en extra tur over det uklippede græs for at færdiggøre arbejdet korrekt og dermed demonstrere mine færdigheder. Hr. Firbens kulør ændrede sig til rent raseri og han drejede om på hælen tydeligvis meget utilfreds med mit arbejde. Jeg kan godt se bagefter at jeg skulle bare have taget hans ord i mig og undskyldt, det ville nok have gavnet mig mere, men med min danske baggrund og erfaringer på arbejdsmarkedet kunne jeg simpelthen ikke lade være med at ytre mig. En anden dag var jeg igang med kraftigt at beskære nogle træer inde mellem fire mobil-homes. Pladsen var trang og vi var for sent ude (som altid) med arbejdet da der allerede var masser af gæster på pladsen. Nu har jeg haft skov i Danmark og arbejdet der som hobby-skovarbejder i 13 år så jeg var på hjemmebane her. Igen kommer Hr. Firben da arbejdet ikke er færdiggjort i løbet af en halv time: ”Så stopper du med den sav, nok for idag med det pjat, og hvorfor er du ikke igang med skraldespandene” Jeg stopper saven og klapper hjemlen op, som jeg naturligvis havde medbragt hjemmefra og svarede: ”Jeg har gjort mit bedste herre, og kan kun være ét sted ad gangen” Hr. Firbens respons kom prompte: ”Se så at blive færdig, du er åbenbart ikke egnet til denne form for arbejde” Det var de sidste ord der fik kæden til at hoppe af for mig (altså ikke på saven) Jeg smed hjelmen på jorden og rykkede én gang i starteren på min 50 kubikker Jonsered sav (som jeg selvfølgelig også havde bragt med hjemmefra, da pladsens sav ikke ville være i stand til at skære en pakke lunken Lurpak smør over) Resolut gik jeg med 13.000 omdrejninger (altså savens denne gang) imod Hr. Firben, der tog et hop over nogle trækævler og forsvandt meget hurtigt uden et ord til afsked som han ellers plejede. Seancen gik for sig lige overfor mine belgiske kære fastliggere, som sad med frokosten i munden og øjensynligt var parat til at komme til undsætning til hvem der nu måtte have fået skåret nogle lemmer af. Der skete ikke mere, men det var typisk at det aldrig gavnede sig at lave et arbejde 100% Havde jeg nu bare klippet lidt hurtigt i nogle træer og slæbt det hele væk og gemt det ind under gulvtæppet, så var det OK. Det var også grunden til at vi havde hundrevis af arbejder som var halvfærdige og at vores tidsforbrug i øvrigt på den måde blev fordoblet lynhurtigt.
Efter den første sæson på pladsen var jeg langsomt ved at fatte systemet og krybe rundt i krogene som min makker Berto og undskylde vores langsomme arbejde med de knækkede redskaber og ødelagte maskiner. Til eksempel havde vi en buskrydder hvor ledningen til tændrøret var helt blottet. Hvis I har været på ferie ved Trasimenosøen i 2004/05 og set en mand med en buskrydder lave nogle spastiske hop, så kan det have været mig. Det kan også have været min makker Berto, men så var hoppene mere afdæmpede og manden smilte samtidig… Jeg fandt også ud af at tage rigeligt med appelsiner og sportsdrik med på arbejde, hvilket hjalp mig igennem de varmeste og hårdeste stunder i sæsonen. Min anden sæson på pladsen gik lidt nemmere. Forholdet til Hr. Firben var betydeligt forbedret, og jeg havde lært at holde min kæft (for det meste) når lokummet brændte,- Mens vi snakker om lokummer, så var det denne sæson at jeg havde tjansen med hele pladsens baderum og WC´er tidligt om morgenen klokken halvfem. Tidspunktet gjorde mig ikke noget, tværtimod! Mine tanker kunne få frit spil her om morgenen når alle gæster sov også medtaget Hr. Firben. Tre timer er dog ikke meget at bruge ene mand på en mellemstor campingplads´s toiletter og baderum, så resultatet blev derefter og slet ikke motiverende at efterlade et halvt arbejde. Toiletterne var i øvrigt ikke helt det man kunne kalde nordeuropæisk standard. Der var intet brædt på toilettet og ej heller papir, hvilket resulterede i at jeg et par gange måtte gøre rent efter en hollænder der med fingrene havde dekoreret toilettes vægge i en sær brun farve. Nu kan det godt være at denne hollænder var en efterkommer af Van Gogh og vedkommende var skidesur fordi der ingen papir var, men det gik altså ud over lille Klaus der helt alene skulle stå for ferniseringen af dette kunstværk og gøre det rent bagefter.
Nu kommer det med fluerne! Vi bliver i toiletafdelingen, nærmere bestemt baderummene hos damerne hvor der vel har været rundt regnet 25 håndvaske i brug i højsæsonen. I min lynhurtige gennemgang af vaskene med mit vidundermiddel ”afkalkeren” opdagede jeg at der var én bestemt vask midt i det hele der var fuld af døde bitte-små fluer. Der var helt sort af dem i vasken og kun i den ene vask der lå midt i vaskerummet. Meget mærkeligt tænker jeg og så begynder hjernen at arbejde, da den jo ret beset ikke har haft for meget at tænke på under rengøringen. I løbet af nogle dage holder jeg nøje øje med vasken og begynder at undersøge sagen, da det stadig kun er denne ene vask hvor fluerne ligger i. Inde ved mændene er der ikke noget, og vasken er af samme mærke og hvide porcelæn som de andre. Jeg gør grundigt rent i lofterne over denne vask da jeg vil til bunds i sagen. Der er intet der indikerer at der skulle være flere fluer netop der, man kunne måske ringe til rejseholdet- det er vel for pokker en campingplads…! Jeg bliver efter et par uger nødt til at kapitulere uden at finde årsagen, og det fortsatte sæsonen ud, I tror mig formentlig ikke, men det er ganske vist sådan det var. Efter at have måttet opgive at finde en naturlig årsag til at disse fluer hver morgen lå i netop denne ene vask begyndte min hjerne at finde på mulige forklaringer. Der er særligt én plausibel forklaring som jeg husker bedst; Forestil jer at de små fluer på pladsen var blevet enige om at toiletforholdene på pladsen var så dårlige at de måtte skride til handling, så de simpelthen var nødt til at begå kollektivt selvmord i denne ene vask. Altså lidt ligesom dem der i Moon-bevægelsen i USA blev fundet døde i deres køjesenge i orange træningsdragter og tennissko, liggende med pænt foldede hænder. Tanken betog mig. Hvilken gestus hver dag at lave et massivt kollektivt selvmord i en vask på damernes baderum, ved Trasimenosøen og hvem kan egentlig bebrejde mig at fantasien tager over når man ikke har andet at tænke på. Fluerne var, og er der formentlig stadig uvis af hvilken grund!
Der var i sandhed tid nok til at lade tankerne flyve, arbejdet var meget fysisk betonet og særdeles dårligt oganiseret. Min makker Berto havde lært igennem ti års arbejde på pladsen at al arbejde skulle gøres færdig indenfor en tidsramme der aldrig var kendt, men skulle fornemmes. Tit, eller skulle jeg sige, næsten altid blev vi afbrudt i arbejdet fordi Hr. Firben fandt på noget nyt der skulle laves. Jeg lærte at gøre mit bedste alligevel på den halve tid, skøjte hen over arbejdet og så glemme det bagefter. Vi havde en italiensk fastligger ”Cupio” der ind imellem hjalp når der var større projekter igang, ham havde vi faktisk en del sjov ud af; Cupio står og kigger på at Berto og mig river os i håret, da vi skal hakke et flise gulv op. Fliserne er øjensynligt af finere eller tvivlsom toscansk herkomst, og ifølge Hr. Firben skal hver og en af dem tages op hele, og bruges andetsteds. Arbejdet vil formentlig tage nogle dage og vi kan simpelthen ikke overskue hvad der sker når Hr. Firben kommer og ser at vi stadig står og kæmper med de første ti fliser. Berto er tydeligvis lettere irriteret og leder efter en lidt nemmere løsning. I et split sekund tager Cupio forhammeren som han har stået og lænet sig op ad, og smadrer den ned i fliserne! I løbet af 30 sekunder er halvfems procent af alle fliserne ødelagte. Cupio siger: ”Sådan! I kan jo altid sige at jeg kom for at hjælpe jer” Fantastisk, tre dages arbejde gjort på 30 sekunder. Jeg ånder lettet op, men kan se at Berto ser bekymret ud. Cupio griner højlydt og kort efter kluk-griner vi alle. Faktisk var det det eneste rigtige at gøre, men Berto turde ikke tage denne ”tunge” beslutning. Der skete ikke andet end Hr. Firben trak på skuldrene og gik igen da han så vores heltegerning.
Jeg går rundt bevæbnet til tænderne med mine redskaber, zappaen og en haverive, og leder efter den hurtigste måde at få det til at se ud som om hele pladsen er rengjort på halvanden time. Det er i foråret og der er nok at lave, alt gror uhæmmet og uden respekt for Berto og Klaus der kæmper med meterhøjt græs, slanger der endnu ikke har opdaget at campingsæsonen er igang og at de bør forsvinde inden en hollandsk gæst med et skrig opdager dem, og de mange katte der i vinterens løb er blevet efterladt, nu med killinger som vi skal tage stilling til hvor at gøre af. Der er en bestemt fugl der fløjter helt specielt, men jeg kan ikke se den. Den sidder helst oppe i pinjetræerne og der er det umuligt at få øje på den. I Italien findes der en del fugle som vi også kender i Danmark, og jeg nyder da at høre gråsspurvene og solsorten, der godt nok ikke synger på østjysk, men genkendelsen er klar og tydelig, og den gør mig glad. Næh, denne her fugl er anderledes og åbenbart ikke til at se, men fløjte det kan den! Dens sang er tydelig og temmelig ens hver gang den går igang, altid når solen er på sit højeste. Det minder mig om et eller andet, og pludselig går det op for mig; Det er jo Vivaldi ”De fire årstider” temaet. Joo den er god nok, det er de første otte toner,- Fabelagtigt, hvorfor har jeg ikke opdaget det noget før? Det er her det slår mig som et lyn fra en klar himmel; Vivaldi har sgu da hugget stroferne fra denne intetanende, uskyldige og helt igennem anonyme fugl. Skrapt nok! Jeg har godt nok oplevet at italienerne plagierer så det forslår sig, og påkræver sig ophavsretten bagefter. Velux vinduet er da italiensk og man er stolt af det, og fax maskinen er da lige opfundet i en kælder nær Firenze. Der bliver skubbet tons at papir igennem faxen med reklamer fra lokale virksomheder eller krydstogt rejser til Grækenland. Ophavsretten er efter min mening krænket på det grovesete i dette tilfælde, den lille fugl synger videre som den altid har gjort og hvem skal forsvare den i denne sag. Havde Frans af Asissi levet skulle han nok have taget affære….
Efter min anden sæson på pladsen købte vi vores nuværende hus her i Vaiano mellem Chiusisøen og Trasimenosøen, og jeg måtte forlade campingpladsen, Hr. Firben og Berto med blødende hjerte, for ikke at snakke om lønnen på de seks Euro i timen som jeg også måtte vinke farvel til. Jeg var med under restaureringen af huset som tog os trekvart år inden vi kunne byde vores første rigtige gæster velkommen på ”Poggio dei Laghi” Det var en fornøjelse at arbejde for sig selv henimod det mål som havde drevet os fra det gamle land højt mod nord. Efter den første sæson måtte vi dog erkende at vi ikke kunne overleve af vores tre lejligheder alene og Jeannetes løn fra hotellet, hvor hun sled i det dog med et stærkt forbedret forhold til Hr. Firben hvilket gjorde arbejdet lidt nemmere. Jeg skrev mig ind i en afdeling af ADECCO som formidler arbejde til dem der søger. Jeg kunne naturligvis (som før) ikke bruge alle mine papirer fra Danmark til noget, men der var et job på et supermarkeds-lager der distrbuerede dets varer til forretningerne i området. Her skulle jeg køre rundt med en lille gaffeltruck og hente varer efter en liste og stable det hele på paller. Trucken havde forrest motoren og mig stående bagved på et fører-brædt med et sæt gafler bag mig hvor der kunne være to EU paller på ad gangen.
Jeg kører desperat rundt med et langt udskrift på en ordre fra en forretning i Magione på 125 forskellige produkter der skal placeres på de to EUR paller der troligt følger efter mig på min nyopladede truck. Det er med at gøre sig umage, da vi jo er kendte i Magione,- Tænk hvis der på hylden med shampoo kommer til at stå en kasse afløbsrens og de finder tilbage til at det er Klaus der har hentet varen… Den er svær at styre denne truck de første dage, og jeg skal hele tiden tænke mig godt om hvad det skal stå nederst på pallen og hvad der skal stå øverst; Altså ikke noget med at putte 4 kasser Classic Chips nederst og derefter komme 120 flasker udrikkelig Vino di Tavolo ovenpå. Jeg finder nu hurtigt ud af det, det drejer sig om først at finde varer tæt på hinanden der vejer meget og så putte lettere og lettere ting ovenpå for at ende med chip og bløde popcorn.
Vi er vel en ti til femten små trucks på hver tur, altså dag, aften eller nattur og to store trucks der fylder hullerne ud med varer når der er tomt. Man skal passe på ikke at køre ind i hinanden, for der er fart på italienerne, eller skulle jeg sige: ”Bolivianerne, napoletanerne, sicilianerne, de lokale Perugia folk og så en enkelt dansker” Problemet med dette mix er at det italienske sprog får en helt særlig drejning. I Perugia og omegn tales der ”Perugino” som absolut ikke er helt nem at have med at gøre. Der er flere ord som er helt lavet om, hvis noget er ”Bello” så er det naturligvis ”Bulo” og verberne bliver kortet af og gjort uigenkendelige; Andiamo (Vi går) bliver naturligvis til Argimo. Efter nogle få dage er jeg dog blevet helt ferm til at styre trucken uden om, specielt napoletanerne der kører med en dødsforagt der får en ung dansk selv-realiserende snow-boarder uden for pisten med lavine varsel, til at ligne en lille dreng på kælkebakken ved børnehaven! Jeg kan ikke lade være med at beundre disse syditalienske ”store drenge” der ikke har kunnet finde arbejde i Napoli eller på Sicilien. De lever ganske enkelt fra dag til dag og uden omtanke for morgendagens komme. En af dem synger hele tiden, det gør de i øvrigt alle, men ham her er speciel og har talent. Han kører langsomt på ”autopilot” ned gennem palle-rækkerne mens han på en kendt folkevise digter om hans trælse hverdag: ”Jeg står her og arbejder langt fra min kæreste og mine kære derhjemme, chefen er ond og skal dø” Jo da! Den kan vist også synges på ”Marken er mejet” men det bliver nok ikke helt det samme…
Napoletanerne hader når der ikke sker noget og stopper mig hele tiden på trucken for at høre om de danske piger virkelig alle er blonde og vil have sex hele tiden. ”Jo! Den er go´ nok” forsikrer jeg dem om. Jeg kunne ikke drømme om at tage denne illusion fra dem, vi andre ved da at der også er mørkhårede piger i Danmark. Hvis der er gået et par timer uden nogen form for uheld eller spontane events, så finder de simpelthen selv på noget som denne aften da en af de unge napoletanere med stor fart og hævede gafler bakker ind i pallereolen med mel. En palle på 2 meters højde med et kilos pakker vælter og den unge napoletaner kaster sig på cementen og vrider sig som en anden italiensk fodboldspiller der er blevet frataget bolden og dermed også hans stolthed. Stor ståhej og chefen bliver tilkaldt, alle kommer ilende til for at forklare at pallerne med mel er alt for høje når der skal tages fra dem. Det hele ender i ingenting og napoletanerne har fået et tiltrængt øjeblik med liv og opmærksomhed.
Efter denne tre måneders tur på lageret skulle vi lave kontrakt med selskabet og selvfølgelig gå ned i løn til seks euro i timen som alle de andre. Ved bureauet de første måneder fik vi et par euro mere, men det var altså måden de rekrutterede folk på. Jeg skulle køre små tyve kilometer hver vej og besluttede at vi måtte kunne få det til at løbe rundt ved at satse mere på vores egen virksomhed, bare vi kunne få nok gæster til at komme herned.
Tak til Berto på campingpladsen, og de skøre unge livsglade napoletanere der gjorde det hele lidt nemmere!
